Dansk Sygepleje Selskab

Et krisepsykologisk blik på sygepleje

Krisepsykolog Karina Damsgaard Nørby dokumenterer, at sygeplejefaget er mentalt belastende. Den bedste beskyttelse er at tale om det.


Af Sarah Glerup, DASYS - klik her for artikeloversigt fra konferencen

 

En enkelt taler på konferencen om sårbarhed i sygepleje har ikke selv sygeplejefaglig baggrund. Karina Damsgaard Nørby er derimod krisepsykolog og har bl.a. arbejdet for Forsvaret. Soldater har et mentalt belastende job - men det har sygeplejersker også, og det skal vi blive bedre til at tale om.
- I Forsvaret var det fast procedure at oplyse både soldater og deres pårørende om de belastninger, man kan møde som udsendt. Vi så, at det i sig selv gjorde en forskel, fortæller hun.

- Det er et faktum, at bestemte job øger risikoen for mental ubalance eller decideret psykisk sygdom, og det taler vi for lidt om. Flere af os har selv været ramt, men ofte skammer vi os og gemmer det væk, og så kan vi ikke handle på det.

Alle mennesker kan knække

Karina Damsgaard Nørby MCU - Foto af Thorbjørn KühlHvad er det så, der ifølge krisepsykologien gør mennesker sårbare? Hvad er det, der især belaster den menneskelige psyke?
- Før Anden verdenskrig troede man, at der fandtes særligt robuste mennesker, som kunne klare hvad som helst. Men i dag er det veldokumenteret, at ingen kan modstå alt, og at bestemte faktorer belaster den menneskelige psyke. Det er blot et spørgsmål om belastning over tid, så har alle et breaking point, forklarer Karina Damsgaard Nørby.

Som eksempel bruger hun lægen Christian, der i en video fortæller, at mens man på hans arbejdsplads er gode til at debriefe hinanden efter åbenlyst voldsomme oplevelser, så kom det akkumulerede slid bag på ham. At se så meget uretfærdighed over lang tid åbnede op for en sårbarhed også privat, så han f.eks. kom til at frygte for sine egne børns liv.

- Christian siger noget vigtigt: At vi er mest opmærksomme på det ekstreme. Når folk spørger til jeres job, vil de sikkert helst høre dramatiske babu-oplevelser, ligesom soldater bliver spurgt til krudt og kugler. Det ekstreme lægger vi og vores omverden mærke til, og derfor belaster det ikke mest. Det daglige, derimod, det vænner vi os til. Den akkumulerede stress kommer snigende, fordi den bygger sig langsomt op over tid. Den er lusket, advarer krisepsykologen.

Veldokumenterede kriterier for belastende job

Der findes en forskningsbaseret tjekliste, som tydeligt viser, at sygeplejefaget er mentalt belastende. Karina Damsgaard Nørby tæller punkterne af på fingrene:

- En meget direkte belastning er at være vidne til andre menneskers traumer, ulykker og død. Er det noget, I møder i jeres arbejde? Det er et retorisk spørgsmål. Selvfølgelig gør sygeplejersker det! En anden direkte belastning er at blive udsat for vold, trusler, chikane eller grænseoverskridende adfærd. Det møder i også i en hverdag med patienter og pårørende, som er et meget presset sted i deres liv og har følelserne uden på tøjet, påpeger hun.

- Krisepsykologien beskriver også mere indirekte belastninger. Herunder mødet med andres afmagt, angst og smerte. Som sygeplejersker må I rumme patienters smertefortællinger, også når I ikke kan lindre dem. Det er særdeleshed vanskeligt, når ens job ellers går ud på lindre. Lige nu kan I sikkert alle kalde nogen patienter frem, hvor I kan mærke, at det var svært?

Det er endnu et retorisk spørgsmål, men hele salen nikker. Og der nikkes videre, mens Karina Damsgaard Nørby remser de sidste kriterier op:

  • Karina Damsgaard Nørby under oplæg - Foto af Thorbjørn KühlAt møde en tragedie, der føles personlig, fordi patienten kunne have været én selv eller ens nærmeste - det konfronterer én med eksistentielle spørgsmål om liv og død, så man ligesom lægen Christian kan frygte for sine egne kære. 
  • Etiske dilemmaer belaster - og det behøver ikke handle om aktiv dødshjælp eller abort. Det kan slet og ret være, at man ved, hvad en patient har brug for, men ikke kan yde det. F.eks. fordi en corona-rumdragt gør det umuligt at holde i hånden. Fordi den terminales behov for ro er uforenelig med pårørendes behov for at sige farvel. Eller simpelthen fordi der ikke er tid. 
  • Uoptimale arbejdsvilkår belaster. Vilkår, der gør det svært at tilrettelægge arbejde og fritid, fordi man ikke ved, hvornår man har fri. Skiftende kolleger, uklare roller og forventninger, dårlig oplæring. Alt sammen gør mennesker ekstra sårbare. 
  • Mediebevågenhed en belastende faktor, som sygeplejersker lever med særligt for tiden. Den øger risikoen for at få en klage, hvis man laver en fejl, hvilket igen øger sårbarheden. 

Vi taler om det - men ikke præcist nok

Nu hvor vi har slået fast, at sygeplejefaget reelt er mentalt belastende, så får vi handlemuligheder. Det er den gode nyhed fra Karina Damsgaard Nørby:
- Det, jeg har præsenteret, har jeg ikke fundet på til lejligheden. Det er veldokumenteret, at de her ting belaster! Når vi på den baggrund erkender, at sygeplejejobbet er belastende, så kan vi normalisere vores reaktioner. Men det kræver, at vi taler om dem. Gør I det? spørger hun salen, og denne gang er det ikke retorisk.

Efter en summepause lyder meldingerne, at ja, generelt er sygeplejersker faktisk gode til at tale om de belastende sider af jobbet. Men det sker sjældent på baggrund af krisepsykologisk forskning, og man mangler et præcist sprog for oplevelserne.

Netop dén melding har Karina Damsgaard Nørby hørt før:
- Jeg hører tit folk sige: "Vi ved godt, at vores job er svært, men vi vidste ikke, at forskning dokumenterer det." Og det er et problem, for uden den viden tænker man let, at måske er det bare mig, der er tyndhudet? Men det her handler ikke om den enkeltes robusthed. Det handler om, at jobbet pr. definition er belastende.

Belastningsreaktioner er luskede, fordi det ofte er andre end os selv, der først bemærker dem. Det er måske kæresten, der klager over, at man altid er træt og helst vil ligge på sofaen og se Netflix. Det kan være børnene, der synes, at man altid er gnaven og kedelig. Selv føler man sig mest bare energiforladt, men kan typisk alligevel ikke sove, fordi hjernen kører derudaf. På jobbet bliver man mindre engageret, og man får spredte sygedage.
- Det kan i virkeligheden opsummeres som en gennemgående følelse af øget sårbarhed, af at man kan smuldre når som helst og blive grådlabil. Får man ikke håndteret i tide, kan det ende i stress, angst og depression.

Tre typer forsvar mod belastninger

Når Karina Damsgaard Nørby opfordrer til at håndtere belastninger i tide, så mener hun ikke, at vi bare skal tage os sammen. Tværtimod.
- Det gamle ordsprog om, at "modstand gør stærk", vil jeg gerne gøre op med. Det er ikke modstand, men støtte, der gør stærk! Fællesskaber. Derfor er det så vigtigt, at I har hinandens ryg, for ingen forstår jeres situation så godt som jeres kolleger. De  støttende relationer skal I dyrke.

Et andet forsvar er mental fleksibilitet, som ikke må forveksles med den evige omstillingsparathed, jobomslag efterspørger.
- Jeg mener mental fleksibilitet på den måde, at vi i visse situationer skal kunne iføre os teflon, men vi skal også kunne tage det af igen. Vi skal kunne tage ansvar, men også lægge det fra os. Vi skal kunne være alvorlige i nogle situationer og bruge humor i andre. Hvis vi er fleksible i, hvordan vi griber situationer an, så hjælper det, siger krisepsykologen.

- Endelig hjælper det at kende sig selv. Hvornår bliver jeg trigget og vred? Hvilke patienter og pårørende gør mig ked af det? Hvad gør mig angst? Hvis jeg ved det, så kan jeg handle på det og følelsesregulerere i de specifikke situationer. Det er vigtigt for at undgå den forråelse, hvor vi lukker helt ned for at beskytte os selv. Det behøver vi jo ikke, hvis vi kender vores egne triggere godt nok.