Dansk Sygepleje Selskab

forståelser af Sårbarhed 

Sygeplejersker beskæftiger sig med mennesker i særligt sårbare situationer. Det er en vigtig og unik samfundsopgave, fastslår lektor Bente Martinsen, som blandt andet har undervist i sårbarhed på APN-uddannelsen. 

 

Af Sarah Glerup, DASYS - klik her for artikeloversigt fra konferencen

 

Et af de første oplæg på endagskonferencen om sårbarhed i sygepleje starter fra bunden: Hvad mener vi overhovedet, når vi taler om sårbarhed? Sproget.dk sætter "sårbar" lig med "let at skade fysisk eller psykisk" og med synonymerne "hudløs", "nærtagende" og "sart." Det er klart negativt ladet, pointerer Bente.

- Sårbarhed er defineret som et deficit og modsat det, vi gerne vil være: Vi vil være robuste, have høj arbejdskapacitet, og "ku' leve med det!"

Særligt sårbar eller et grundvilkår

I sygepleje taler vi ofte om såkaldt sårbare grupper. Det kunne eksempelvis være ældre, misbrugere eller for tidligt fødte. Ligesom i ordbogen bliver det værdiladet.

- Problemet med at arbejde med sårbare grupper er, at man sætter overskrifter på særlige befolkningsgrupper for at understrege, at de har nogle mangler. Det konnoterer noget negativt og antyder samtidig, at der må være andre grupper, der ikke er sårbare, siger Bente Martinsen og fortsætter med et eksempel på, at mennesker sjældent bryder sig om at få sårbarheds-stemplet:

- Under covids første bølge gjorde man meget ud af at understrege, at de gamle var sårbare og skulle blive hjemme. Det gjorde mange ældre oprør imod med indlæg i avisen, hvor de fx skrev, at "vi er ikke sårbare, for vi er i god form og spiser sundt". Det viser tydeligt, at sårbar vil ingen være, for det sidestilles med at være svag og er stigmatiserende.

Alternativt kan vi forstå sårbarhed som et fællesmenneskeligt grundvilkår. I sidste ende er vi alle sårbare, fordi vi er dødelige. Sårbarheden er altså uomgængelig, men mere fremtrædende i visse livssituationer end andre.
- Når man bliver syg, får et barn, bliver fyret eller er i konflikt - det er alle situationer ,hvor ens sårbarhed kommer til overfladen, så man tydeligere mærker den, fastslår Bente Martinsen.

De stærke i midten og de sårbare i periferien

Bente Martinsen - Foto: Thorbjørn KühlNår vi taler om sårbarhed, giver det mening også at tale om marginalisering, mener Bente Martinsen.  

- Marginalisering er en abstrakt proces, som får sårbarheden til at træde frem i visse grupper, fordi den begrænser gruppens adgang til social magt. Nogle grupper bliver skubbet ud i periferien på baggrund af deres identitet, forbindelser eller miljø. Måske bliver de helt konkret placeret langt væk, hvor der ikke er gode skoler eller infrastruktur. Måske mangler der penge eller mad eller vand, foreslår Bente Martinsen.
- Her bliver bliver en dikotomi tydelig: I centrum er de stærke og majoriteten. De skubber nogle andre ud i periferien og genererer på den måde sårbarhed blandt minoriteter ved at opstiller svære betingelser for dem.

Som eksempel bruger Bente Martinsen digitaliseringen af vores samfund, der gør det svært for en del ældre at deltage på lige fod.

-       For nogle år siden indførte vi digital post. Det er dejligt nemt, ikke? Hvis man altså kan betjene en computer. Før i tiden var der var mange mennesker, som havde fine liv uden - men pludselig fik de et problem. Det problem blev skabt af nogle stærke mennesker i midten, som skubbede andre ud i en sårbar situation, hvor de måske pludselig ikke længere får besked om, at bilen skal til syn.

 Bente Martinsen tilføjer, at marginaliseringsprocesser ikke er statiske, men dynamiske, og at det derfor varierer over tid, hvem der er i midten og i periferien. Eksempelvis er homoseksuelle danskere formentlig mindre sårbare i dag, end de var for 100 år siden.  

Sygeplejersker vogter de sårbare patienter

Typisk giver det mening at forstå sygeplejerskers patienters patienter som nogen, der befinder sig i en særligt sårbar situation, fordi de er syge. Måske er de ligefrem sederet og dermed helt overladt til andre. Her får sygeplejerskerne en særlig rolle i forhold til patienternes sårbarhed.

- Sygepleje kan beskytte patienterne mod skade, altså mod at sårbarheden bliver forstærket. Det gør vi ved at initierer og planlægger pleje og vogte patienternes grænser - og ved at tage det fulde ansvar for plejens forløb, når vi får til opgave at koordinere og samarbejde med alle faggrupper omkring patienten.  Sygeplejen beskytter altså de ekstraordinært sårbare, og det er der grund til at være stolt af! fastslår Bente Martinsen og tilføjer, at det fulde ansvar, som sygeplejerskerne påtager sig, adskiller sygepleje fra den omsorg, mennesker almindeligvis viser hinanden.

Omvendt oplever mange sygeplejersker, at sundhedsvæsnets utilsigtet gør nogle patienter mere sårbare, end de behøvede at være, f.eks. fordi der mangler tid eller ressourcer, eller fordi ydelser standardiseres. Det modsatte kan heldigvis også være tilfældet, og som eksempel nævner Bente Martinsen en afdeling, der tilbyder individuelle forløb til særligt sårbare patienter:

- De har patienter, som har kognitive og kommunikative udfordringer, får hjælp via øget tværprofessionelt samarbejde, via forberedende telefonsamtaler, og deres pårørende bliver mere bredt inddraget. Og det giver færre indlæggelsesdage.

På den baggrund opfordrer Bente Martinsen afslutningsvist til at tænke over, hvordan sygeplejersker kan påvirke de strukturer i sundhedsvæsnet, der øger eller mindsker sårbarhed.

- For sårbarhed kan også forstås som en åbenhed, der giver muligheder. Tag fx et for tidligt født barn, der helt sikkert er i en særligt sårbar situation. På den ene side betyder sårbarheden, at barnet er åben for underernæring, infektioner. På den anden side er barnet også åben over for behandling og hud-til-hud-kontakt. Som sygeplejersker har vi indflydelse på patienters sårbarhed, men selvfølgelig mest hvis vi får lov at tale fra centrum frem for periferien, så andre ikke skal definere vores arbejdsfelt.