Dansk Sygepleje Selskab

Fra ekspert til novice under Covid-19

Pandemiens første bølge sendte sygeplejerker ud i opgaver præget af usikkerhed, men også faglig stolthed. Et forskningsprojekt har afdækket de ambivalente oplevelser fra fronten.
 

Af Sarah Glerup, DASYS - klik her for artikeloversigt fra konferencen

Ida Elisabeth Højskov, der er forsker ved Hjertecenter på Rigshospitalet og aktiv i Fagligt Selskab for Kardiovaskulære og Thoraxkirurgiske Sygeplejersker, præsenterede et dugfrisk forskningsprojekt på endagskonferencen om sårbarhed i sygepleje: Et studie af sundhedsprofessionelles oplevelser af at stå i frontlinjen under pandemiens første bølge.

Der er andægtigt stille i salen, mens hun viser billeder af improviserede isolationsstuer og tomme, ventende gange på hospitaler, der aldrig havde oplevet lignende.
- På en måde var det spøgelsesagtigt med de nye lokaler og alle de nye forhold, som var usikre, ukendte og uforudsigelige. Det var det, vi stod i. Som I stod i!

Den særlige situation blev udgangspunktet for, at forskningsenheden IMPACT i Hjertecenteret dykkede ned i frontpersonalets oplevelser. Ida Elisabeth Højskov skitserer kort forskningsprojektets udformning:

  • Design: kvalitativt, eksplorativt og baseret på individuelle, semi-strukturerede telefoninterviews foretaget maj-august 2020.
  • Informanter: læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og andre sundhedsprofessionelle med 2-20 års erfaring, cirka ligelig kønsfordeling og fra hele landet, fundet via snowball-metoden.
  • Analysemetode: reflexive methodology.
  • Temaer for samtalerne: frivillighed versus tvang, forberedelser, isolationsudstyr, erfaringer med egen faglighed, kommunikation, forhold til kolleger mv. 

'Into the Unknown'

Ida Elisabeth Højskov - Foto: Thorbjørn KühlForskningsenheden har opsummeret en del af deres fund under overskriften 'Into the Unknown', fordi usikkerhed fyldte for frontpersonalet på mange måder: Man stod med en ny patientgruppe og en ny sygdom. Organiseringen af arbejdet var ny. Mange informanter var hentet fra andre afdelinger, så deres omgivelser og kolleger var nye.

Endelig var der en ny følelse af at være på dybt vand, som Ida Elisabeth Højskov forsøger at sætte ord på:
- Vi kom med hver vores faglighed, hver vores ekspertiser og oplevede pludselig at gå fra at være ekspert til at være novice. Det var rigtig svært for mange.

Især de informanter, der ikke havde været i klinisk arbejde i mange år, følte sig utrygge ved at få forventet ting, de manglede øvelse i.
- Men det er lidt som at cykle! For jeg kan se i dataene, at der ikke gik lang tid, før folk huskede den grundlæggende sygepleje. Og det var præcis, hvad patienterne havde brug for: grundlæggende sygepleje.

Her viser forskningsprojektet, hvordan usikkerheden viger for noget lærerigt: en mulighed for at trække på hinandens baggrunde og bruge hele den tværprofessionelle palet.
- En informant siger: "Vi var så forskelige, vidt forskellige baggrunde og specialer, så man blev rigtig god til at hjælpe hinanden og byde ind med dét, man hver især var stærk i." Mange var altså gode til at huske, hvad de havde med, påpeger Ida Elisabeth Højskov.

Sårbarhed som noget positivt

Skiftet fra usikkerhed til læring viser en spændende side af sårbarhed. Eftersom alle var i en ny situation, blev det legalt at være åben om sin uvidenhed - sin sårbarhed, om man vil.

Den åbenhed gjorde alle klogere.
- Første bølge blev et godt eksempel på, hvad faglig refleksion betyder, og hvor meget det gavner at tillade dumme spørgsmål i et forum af mennesker, der alle er i samme båd. For i refleksionen blev ny viden skabt, forklarer Ida Elisabeth Højskov.

- Det tværprofessionelle samarbejde fik ekstra gode kår, fordi der var brug for alle. For lægerne, ja, men også for os, for fysioterapeuterne, hele paletten.

Oplevelsen af, at alle havde noget vigtigt at bidrage med, skabte ligeværd, gensidig respekt og et solidt fællesskab.
- Et udsagn lyder: "Vi var alle sammen på lige fod. Vi spillede alle sammen en vigtig rolle." Et andet lyder: "Folk vidste godt, at vi ikke havde tid til at nosse rundt i alt muligt fnidder, så det blev parkeret lidt." Der var altså ikke tid til at diskutere de hierarkier, som der kan være tendens til med læger og sygeplejersker. Fællesskabet stod over alt andet.

Helt overordnet fandt forskerne, at det stærke fællesskab med nære kolleger i samme båd, som har hinandens ryg, øgede arbejdsglæden selv midt i en travl og ekstrem situation, fortæller Ida Elisabeth Højskov:
- For at konkludere lidt kan man sige, at frontpersonalet oplevede den første Covid-bølge som en enorm belastning - men også som en unik mulighed for faglig udvikling.

Ambivalente konklusioner

Ambivalensen i forskningsprojektets konklusion er gennemgående for mange temaer.

Det krævede mod at stå i front, men oplevelsen var forbundet med frygt for det ukendte. Der var et stærkt fællesskab på de særlige Covid-afdelinger, men samtidig isolation fra resten af hospitalet og samfundet. Og så var der stolthed over at stå i første linje, men samtidig frustration, når indsatsen ikke blev tilstrækkeligt bemærket.
- Den sidste dobbelthed kom f.eks. til udtryk i Region Hovedstaden, hvor vi hver især fik udleveret et temmelig tørt honninghjerte. Det var ikke lige dén form for anerkendelse, man havde brug for, men det var dog en form for anerkendelse, bemærker Ida Elisabeth Højskov.

Særligt to temaer fulgte en mindre ambivalent udvikling undervejs: Frivillig versus tvang og usikkerhed versus faglig vækst.
- I starten havde det stor betydning, om man var frivillig eller havde fået vredet armen om, men når man så oplevede ikke at stå alene med den eventuelle tvang, så blev det alligevel til at holde ud at være i, siger Ida Elisabeth Højskov.

- Og mens der var usikkerhed i starten, førte den langt hen ad vejen til faglig vækst. Et af de Covid-afsnit, hvor jeg var involveret omkring jul sidste år, fik nær mit sygeplejehjerte til at smelte: Selvom det kun eksisterede godt en måned, var der tristhed, da det skulle lukke. For fra at folk var kommet fra operationsgange og ambulatorier og tænkte "hjælp, det her kan jeg ikke finde ud af!" - så vidste man blot en måned senere, at jo, det kunne man sagtens! slutter Ida Elisabeth Højskov.