Søg
Close this search box.

Kommisorium

FORSKNINGSRÅDETS KOMMISSORIUM

DASYS’ Forskningsråd blev etableret 2007 efter beslutning på repræsentantskabet 2007. Rådet har til formål at arbejde for gode vilkår for forskning i sygepleje og påvirke de nationale anbefalinger på området.

Det er rådets opgave at bidrage til at indfri DASYS’ vision i forhold til forskningsfeltet. Således arbejder Forskningsrådet på at sikre en robust forskningskultur til gavn for patienter og sygeplejefaget, hvor produktion og anvendelse af forskning er en integreret og prioriteret del af praksis, og hvor resultater af forskning udført af sygeplejersker er udbredt nationalt og internationalt.

 

Formål

Rådet har til formål at medvirke til at:

  • sætte fokus på faktorer, der har indflydelse på forskning i sygepleje
  • sætte fokus på faktorer, der har indflydelse på forskningsresultaters anvendelse
  • påvirke organer, der har betydning for forskning i sygepleje og anvendelse af resultater heraf
  • integrere forskning i sygeplejefaglige, tværfaglige og tværsektorielle sammenhænge og samarbejde med andre faggruppers forskningsråd
  • stimulere til etablering af nationale og internationale sygeplejefaglige forskningsnetværk på tværs af kommunale og regionale strukturer


Derudover er formålet at:

  • Rådet er debatskabende, påvirker og forholder sig kritisk konstruktivt til forsknings- og uddannelsesbehov og muligheder i forhold til hele det sygeplejefaglige funktionsområde. 
  • Rådets medlemmer henvender sig til og deltager i relevante fora, råd og udvalg lokalt, nationalt og internationalt. 
  • Rådet rådgiver DASYS, de faglige selskaber, der er medlem af DASYS, Sundhedsstyrelsen, Dansk Sygeplejeråd, uddannelsesinstitutioner, relevante organisationer, ministerier og politikere. 

 

Rådets sammensætning

Rådet består af medlemmer, der tilsammen kan dokumentere kompetencer inden for følgende områder:

  • Sygeplejeforskning (repræsentanter for forskellige forskningsniveauer)
  • Sygeplejefaglig udvikling
  • Implementering af sygeplejeforskning
  • Sygeplejefaglig ledelse  


Udpegning af rådsmedlemmer

Rådets medlemmer udpeges for 2 år, således at rådet består af 9-12 medlemmer: 

  • Rådets formand udpeget af DASYS’ bestyrelse. Formanden for rådet indtræder automatisk i DASYS’ bestyrelse efter udpegningen. 
  • 1-2 medlemmer af DASYS’ bestyrelse 
  • 1-2 repræsentanter for relevante institutioner, f.eks. sygeplejefaglige forskningsinstitutioner, det universitære system, professionshøjskoler mm. 
  • 3-6 repræsentanter fra de faglige selskaber. De faglige selskaber anmodes om at indstille kvalificerede repræsentanter til DASYS’ bestyrelse. DASYS bestyrelse udpeger medlemmerne efter anbefaling af rådet. 
  • Evt. repræsentanter med særlige kompetencer inden for områder anbefalet af rådet. 


Der er valg til rådet hver andet år, og medlemmerne kan højst sidde i tre valgperioder. 

Det tilstræbes, at ikke alle rådets medlemmer skiftes ud samtidigt. 

Valgperioden starter i januar måned, hvor der indkaldes nye medlemmer fra de faglige selskaber i perioden november til januar. DASYS’ bestyrelse udpeger formand og medlemmerne fra DASYS´ bestyrelse efter repræsentantskabsmødet og det konstituerende bestyrelsesmøde i november.

Økonomi

DASYS er økonomisk ansvarlig for Forskningsrådet. Rådet udarbejder et budgetforslag, som godkendes af bestyrelsen. 

Rådet afholder 4 hel- eller halvdagsmøder årligt. Møder med forplejning arrangeres efter gældende regler og finansieres af DASYS. Der refunderes transportomkostninger til rådets medlemmer

Konferencer, temadage og workshops arrangeret af rådet finansieres af indtægter i forbindelse med arrangementet. Budget og evt. underskudsgaranti skal godkendes af DASYS’ formandskab.

 

Siden er opdateret i januar 2022