Der tales om en kortere uddannelse til sygeplejersker til gengæld for mere efteruddannelse.
Vi mangler lige nu 5.000 sygeplejersker. En større andel af borgere med multisygdom og skrøbelighed udfordrer systemet. Kommuner skal varetage en større andel af sundhedsvæsenet. Der er brug for en rolig hånd ved roret, hvis vi skal sikre en kompetent sygepleje fremover.
Vi skal gøre os det klart, hvilken rolle sygeplejersker spiller nu og i fremtiden. Det er risikabelt at ændre en uddannelse, uden at det er tydeligt, hvad de uddannede, sygeplejerskerne, skal løfte af opgaver og ansvar.
Her ligger et alvorligt politisk ansvar.
Søjlen med diagnostik og behandling, som lægerne bærer, er særdeles synlig, både politisk, i Sundhedsstyrelsen og i samfundet i almindelighed. Den søjle, som sygeplejersker bærer, er derimod uklar blandt politikere, embedsværk og borgere i almindelighed.
Sygeplejersker understøtter sundhed ved sygdom og forebygger risiko for sygdom.
Sygepleje er en uundværlig del af diagnostik og behandling. Vores arbejde er først og fremmest sygepleje. For patienten er sygepleje lige så vigtig som operationer og behandlinger. Hvis patienten ikke får støttet det sunde og får forebygget skader, nytter behandling ikke.
Hvis sundhedsvæsenets bærende søjler – én som primært bæres af lægerne og én søjle som primært bæres af sygeplejerskerne – ikke gøres tydelige, tabes både kvalitet og effektivitet.
Professionelle omsorgsgivere
Sygeplejersker har en vigtig rolle som professionelle omsorgsgivere.
Sygeplejersker ruster patienten til det bedst mulige liv og helbred eller sikrer en værdig død. Behov for professionel omsorg er lige så manifest, som behov for medicin, mad og mobilitet er. Professionel omsorg er netop ’professionel’, altså knyttet til en profession, som er uddannet i relation, krisereaktion og kommunikation.
Organisering og koordinering er kernefaglighed hos sygeplejersker. Trådene mellem patientens behov, behandlingen, medicinen, forskellige funktioner og sektorer, pårørende og andet samles.
Helhed og sammenhæng har stor betydning for patienten og for sundhedsvæsenet. Koordinering og ledelse af patient- og borgerforløb er i dagens specialiserede og opdelte sundhedsvæsen en omfattende, kompleks og nødvendig faglighed.
Sæt jer ind i, hvad arbejdet betyder
Så inden I, kære politikere, begynder at ændre eller forkorte uddannelsen, opfordrer vi til, at I sætter jer ind i, hvad sygeplejerskers arbejde er og betyder.
Nogle sygehusafdelinger og kommuner har særlige stillinger for nyuddannede sygeplejersker. Fem ud af 10 overvejer at forlade faget i løbet af de første år. Stillingerne hjælper på trivslen og jobtilfredsheden.
Klinisk praksis er både hektisk, uoverskuelig og kompleks, og det kræver tid, erfarne kolleger og et veltilrettelagt læringsmiljø at uddanne i klinisk praksis. Dette peger på en længere og ikke kortere vej til at kunne fungere som sygeplejerske anno 2024.
Specialuddannelsen i borgernær sygepleje imødekom udfordringerne i demografi, med flere multisyge ældre og med omfordeling af opgaver mellem kommuner og sygehuse.
En specialuddannelse, som får stor ros for høj grad af anvendelighed fra de uddannede og deres ledere. Men adgang til specialuddannelsen er tilfældig og op til den enkelte kommune.
Hvis det er specialuddannelser, som skal løfte arven efter de afkortede BA-forløb, så er det nødvendigt, at der sker en forpligtelse til og integration af formaliseret efteruddannelse.
Tænk jer om
Uddannelsesrådet opfordrer politikere til nøje at overveje de konsekvenser, en afkortning af sygeplejerske uddannelsen vil have. Patienter og borgeres behov for sygepleje er både knyttet til sygdom og sundhed og går på tværs af diagnoser, specialer og sektorer.
Tænk jer om, kære politikere, med hensyn til sygeplejerskernes virksomhedsområde.
Skal der virkelig skrues ned for forventningerne til faget?
Sygeplejersker lytter til patienterne, for de har kendskab til egetliv. Vi anmoder om at politikerne lytter til sygeplejerskerne, som har viden om sygepleje som en bærende søjle i sundhedsvæsenet.
DASYS’ Uddannelsesråd anbefaler, at vi udvikler sygeplejerskeuddannelsen, så den matcher patienternes, borgernes, sundhedsvæsenet og samfundets krav:
- Som peger på en længere og ikke en kortere uddannelse
- Som kræver at visikrer, kvalificerer og integrerer efter- og videreuddannelse
- Som skal gøre uddannelsen relevant og attraktiv at søge for dygtige unge mennesker