I debatten om reformen af professionsuddannelserne ønsker DASYS Uddannelsesråd at rette fokus mod tre centrale områder, som vi vurderer, har særlig betydning for sygeplejerskeuddannelsen.
STYRKELSE AF ’PRAKTIKKEN´ betyder STYRKELSE AF ’UDDANNELSE I KLINISK PRAKSIS’
Det er af stor betydning, at reformen lægger vægt på en styrkelse af den kliniske del af uddannelsen til sygeplejerske. Reformens udspil fremstår dog relativt ukonkret, og en reel styrkelse forudsætter tydelighed: vi taler ikke om ’praktik’, men om uddannelse i klinisk praksis. Det er en afgørende forskel.
Vekslen mellem teoretisk og klinisk uddannelse er forudsætningen for en karriere som sygeplejerske. Det er derfor afgørende at anvende den formelle betegnelse: uddannelse i klinisk praksis.
Et stærkt teoretisk vidensgrundlag er forudsætning for den del af uddannelsen, der sker i klinisk praksis. De studerende lærer at anvende teoretisk viden i det kliniske arbejde tilpasset situationen og patientens/borgerens behov. Og de lærer at anvende erfaringer fra det kliniske arbejde til at søge og/eller skabe den til enhver tid stærkeste teoretiske viden.
Det indebærer klare krav til struktur, tidsallokering og læringsmiljøer. Det er derfor helt afgørende, at kliniske vejledere får formel og dedikeret tid til deres funktion – både til planlægning og gennemførelse af det kliniske uddannelsesforløb, herunder opfølgning, refleksion og feedback,
Der er behov for en ambitiøs strategi for vejledernes kvalifikationer og kompetenceudvikling. Når de studerende uddannes på bachelorniveau, bør kliniske vejledere have et højere niveau – master eller kandidat – for at sikre et solidt fagligt og pædagogisk fundament. I den sammenhæng er indførelsen af en professionsmasteruddannelse for kliniske vejledere et relevant forslag, der kan professionalisere vejlederrollen, så den matcher kravene i klinisk praksis.
STYRKELSE AF SAMMENHÆNG MELLEM DEN TEORETISKE OG KLINISKE UDDANNELSE
Styrkelse af denne sammenhæng bør være et gennemgående princip. Teoretisk- og klinisk praksis uddannelse skal spille hinanden stærkere. Det betyder, at den viden og de metoder, de studerende introduceres til i undervisningen, aktivt skal efterspørges, anvendes og kvalificeres i klinikken. Omvendt skal erfaringer, udfordringer og eksempler fra praksis systematisk bringes ind i den teoretiske undervisning.
Vi skal se uddannelsen som en helhed. Sammenhængen mellem den teoretiske og kliniske del forudsætter et tæt og ligeværdigt samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og de kliniske uddannelsessteder. Når uddannelsen i forvejen er næsten ligeligt fordelt mellem teori og klinik, bør udviklingen ske i et reelt partnerskab. Professionshøjskolernes didaktiske styrker skal kobles tæt med de kliniske specialistmiljøers erfaringer, faglighed samt praktikkens didaktik. Målet må være et helhedsorienteret studieforløb.
Dette kræver tydelige organisatoriske rammer i den kliniske del. Hvis vejledere skal kunne understøtte de studerendes læring, kræver det aftaler om tid, pædagogiske tilgange og vejledernes faglige kvalifikationer. En styrkelse af uddannelse i klinisk praksis må altid ses i forlængelse af, hvordan man skaber en dynamisk og meningsfuld vekselvirkning.
ECTS-REDUKTION OG LØN UNDER KLINISK UDDANNELSE
Reformen lægger op til at afkorte sygeplejerskeuddannelsen med 15 ECTS-point, blandt andet ved at reducere den afsluttende opgave og faget videnskabsteori. Målet er en mere effektiv uddannelse.
Det er helt afgørende, at denne reduktion ikke går ud over de centrale sygeplejefaglige kompetencer, som sundhedsvæsenet kræver og patienter/borgere samt pårørende er afhængige af.
Videnskabsteori giver de studerende redskaber til at forstå, vurdere og anvende forskningsresultater i den kliniske praksis. Sundhedsvæsenet forventer, at sygeplejersker kan arbejde ud fra evidensbaseret viden. Det fremmer den nødvendige udvikling, hvor sygeplejersker udfordrer og forbedrer klinisk praksis. En afgørende del af et sundhedsvæsen, der konstant ændrer sig med ny teknologi, nye behandlinger, komplekse borger/patientbehov og en omfattende koordinering.
En afkortet uddannelse skal rumme professionens fulde bredde og give de studerende lige muligheder for at tilgå forskellige karriereveje. Vi skal sikre sygeplejerskers muligheder for akademisk videreuddannelse og forskning. Hvis der skal findes områder til reduktion, må vi snarere se på, om dele af den specialiserede viden kan flyttes til post-graduate specialuddannelser, som bygges på grunduddannelsen.
Løn i sidste praktikperiode for sygeplejestuderende rummer væsentlige udfordringer. Når studerende indgår i normeringen, risikerer vi, at praktikmiljøet ændres fra at være et læringsrum til at blive en erstatning for manglende arbejdskraft. Det kan betyde mindre tid til vejledning, færre muligheder for refleksion og et øget pres på de studerende.
Hvis praktik med løn skal være en gevinst, kræver det klare aftaler for, at læring og vejledning prioriteres. De studerende kan ikke betragtes som arbejdskraft, men som kommende fagprofessionelle i et uddannelsesforløb.
Dansk Sygeplejeselskab, DASYS’ Uddannelsesråd